På de sociale medier bliver der i øjeblikket flittigt delt en samling billeder ”The 100 best photographs ever taken without Photoshop”. Det er en stribe fantastiske billeder af verdens forunderlighed, det ene smukkere og vildere end det næste. Men jeg skal ikke mere end 5 billeder ned i rækken for at være helt sikker på der er brugt Photoshop, eller et andet billedebehandlingsprogram! Photoshop er blevet symbolet på billedemanipulation, og sådan bruges det også her. Serien burde have heddet ”100 fantastiske og umanipulerede billeder”, for det er sådan folk oplever dem og det er nok det de gerne vil dele – den fantastiske og umanipulerede verden. Men alle billeder har gennem alle tider været gennem en proces for at blive vist, og den proces er i øjeblikket et billedebehandlingsprogram, og for de fleste fotografer er det Photoshop.

En af min fars venner var fotogrossist, og da jeg skulle købe mine første film i 70’erne, blev det hos ham. Valget stod mellem to Kodak film, hvor han anbefalede den ene da han mente den havde naturlige farver, mens den anden gjorde græsset grønnere, himlen mere blå og som han sagde: fotograferer du en ruin, bliver det til et slot! Den stærkt virkelighedsforbedrende film var en Kodachrome – som har været en af de mest populære film gennem tiderne.

Det der kommer ud af et kamera har aldrig var et sandt aftryk af virkeligheden! Billedet har altid skullet igennem et væld af valg og processer før det kan ses. Som fotograf er man vant til at vælge de processer bevidst, så billedet kommer til at se ud som det man oplevede da man tog billedet. Før i tiden skulle man vælge film, fremkaldemetode, måde at kopiere på osv for derefter at være afhængig af at reproteknikeren omsatte det hele loyalt, så det også så rigtigt ud når det blev trykt. I den digitale tidsalder er det helt anderledes. Dels kan man styre hele processen selv og der er mange flere valgmuligheder for den bevidste fotograf, dels har kameraer og telefoner i dag en lille computer indbygget, som beregner det bedst mulige udtryk for det pågældende motiv, hvis man ikke selv vil have fingrene i suppen. Man kunne kalde det ukontrolleret billedbehandling og de nye kamera-telefoner er glimrende eksempler på at de indbyggede billedebehandlingsprogramer er så gode, at man næsten ikke skulle tro det var muligt. Men at tro at det er virkeligheden man ser, bare fordi man ikke selv har pillet i billedet, er naivt!

Photoshop, eller tilsvarende programmers, primære funktion er for de fleste fotografer at kontrollere og justere farver, kontraster og lysmængde. Alt det vi tidligere gjorde med filmvalg og i mørkekammeret. Desværre er det som regel også Photoshop man bruger til at retouchere eller manipulere billeder med, og det er programmet mindst ligeså godt til – alt er muligt for den dygtige bruger. Men ligesom det (endnu) er fotografen der bestemmer motivet og ikke kameraet, er det også brugeren af Photoshop, og ikke programmet, der bestemmer hvad der skal komme ud af det. Min egen holdning er at flytter man rundt på pixlerne i et billede, manipulerer man billedet og det må derefter betragtes som fiktion.

Når man læser tekster er man sjældent i tvivl om det er fakta eller fiktion. Trykker et magasin en novelle mellem artiklerne, gør de altid opmærksom på det, ligesom en leder i en avis ikke blandes sammen med reportage. Men med foto er det sværere, der står bare “foto: Hvem Somhelst”, og så må man selv gætte om det er en affotografering af virkeligheden, et foto af en arrangeret virkelighed eller et manipuleret foto med virkeligheden som baggrund. Men ligesom et tekstbehandlingsprogram kan skrive både fakta og fiktion, kan Photoshop også. Og det må være mediernes, og fotografens, pligt at gøre opmærksom på hvilken type billede vi kikker på.

Mit kvalificerede gæt er at en stor del af de 100 billeder i serien ikke kun er behandlede, men også manipulerede! Så skyd ikke Photoshop, men dem der bruger det til at pynte deres fjer og ikke fortælle om det. Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det det nok også!